PUHA .. mødet er i morgen..

Dagen i dag begyndte med en telefon der ringede. Jeg var langt væk i min søvn, men fik den taget. Det var min chef, der ville lave en aftale om et møde i morgen!!
Jeg skal have et møde med ham og mit "problem". Det er meningen, at jeg skal fortælle vedkommende, hvorfor jeg har et problem med hende. Det er altså svært ,når nu jeg ikke må råbe ind i hovedet på hende og sige at jeg synes, hun er så dum. Jeg må heller ikke sige, at jeg ikke kan se på hende uden at få myrekryb. At jeg ikke kan holde ud at snakke med hende. Nu hvor jeg ser det på skrift, føler jeg mig rigtig teenager-agtig. Men det er sådan jeg har det.

Men jeg er jo blevet voksen (iflg. min mor) i sidste uge, så det må jeg ikke (siger min chef). Derfor vil jeg i en meget ordentlig og korrekt tone sige det samme. Jeg vil fortælle hende, at hun træder over mine grænser gang på gang, at hun ikke hører hvad jeg sige, at hun ikke overholder aftaler og at jeg aldrig ved hvor jeg har hende. Derudover er jeg nødt til at bede hende om at lade være med at røre ved mig - overhovedet. (Det kan jeg ikke holde ud nogen gøre) Endelig skal hun acceptere, at jeg ikke er oppe i gear endnu og kan derfor ikke modtage/rumme en masse information på en gang. Ligesom jeg ikke kan arbejde flere timer end jeg gør og ikke ved hvornår jeg kommer op i tid endnu.

Hold da op jeg har ondt i maven og ryster i resten af kroppen over at skal have denne samtale. Hvorfor er det mon så svært? Jeg er ligeglad med om hun bliver sur eller ligende. Men for den jeg har svært ved at stå ved mig selv og mine følelser. Det skal lykkedes denne gang!!!