... pakke min søsters liv, i form af ting, ned. Vi er så småt gået i gang. Det er mærkeligt og føles helt forkert. Det føles som om jeg gør noget jeg ikke må - snager i hendes ting. Men det skal gøres og vi skal være ude af lejligheden til den 1. februar.
Tænk at "et liv" kan puttes i kasser til sidst. Jeg ved godt, at hendes liv var meget mere end dette, men lige nu er det kasserne det mest håndgribelige jeg har. At se på hendes tøj og mindes. Mindes alle de gode timer vi har haft sammen. Alle de gode grin og de alvorlige snakke vi havde. Alle de gange vi har "ordnet verdenssituationen" på den bedste måde - tænk andre ikke fandt ud af det.
Jeg KAN IKKE forstå det. Jeg kan ikke fatte, hun er død. Savnet er enormt og gør stadig fysisk ondt i hjertet. Det er kun 6 uger siden hun døde og 7 uger siden jeg snakkede med hende sidst. Jeg arbejder med at få det gjort virkelig, at fatte det. Men hvordan "slår man en ihjel" i sit hovede? Hver gang jeg tænker på hende er det som levende, i nutid. Mon ikke det er tiden der gør det. Jeg tror det, jeg håber det virkeligt.
Lørdag aften skal vi til Det danske Melodi Grandprix 2012 i Aalborg. Vi har fået billeterne i gave og glæder os. Det bliver sjovt at opleve det indefra.
Søndag skal jeg forsøge at have en kærstedag sammen med min dejlige mand. Det glæder jeg mig til. Den står på at sove længe, hygge over morgenmaden, gå en tur og have laaaaaangt karbad. Hvis der er mere tid så vil læse i min nye bog, "Det syvende barn".
