Så gik den jul....

stille og roligt næsten uden egentlig at være begyndt i år. Det har været svært at få hovedet på plads til at tænke på jul og det der følger med.

Tårerne vil bare ikke stoppe når de først begynder. Det er det mærkeligste der får dem til at løbe, en julesang i juletræets skær sunget af familien, en duft eller en sang i radioen. Jeg regner med at det stopper på et tidspunkt, lige nu er det så tæt på. Og jeg kan ikke begribe det og forstå det.
Min psykolog har foreslået mig at jeg skal skrive mine tanker og følelser ned for at hjælpe mig selv i processen. MEN lige nu kan jeg ikke, det er for svært. Så jeg strikker en vest til Frederik. Ryggen er færdig og jeg er igang med forstykket. Godt jeg har garn til to veste.

Det gør så ondt...

Min elskede lillesøster klarede ikke kampen mod den hjerneblødning der ramte hende for 14 dage siden. Hun døde næsten på klokkeslæt en uge efter hun blev syg.

Det var en skrækkelig uge, hvor vi sad i en "rutshebane" af følelser. Så gik det op og så ned. Vi sov, spiste, gik i bad og alt mulig andet med mobiltelefonen i hånden. Tænk hvis vi gik glip af det vigtigte opkald - at hun var vågnet.

Onsdag fik vi kontakt med hende i 15 minutter, hvor hun sagde farvel til os. Det var så intens og stærkt at opleve. Men hvor er jeg taknemmelig for det.

Lørdag morgen fik vi at vide at hun var hjernedød og vi skulle slukke for respiratoren. Nej, hvor var det hårdt og svært. Men også det rigtige for der var ikke mere at gøre for hende. Hun sov stille ind.

I tirsdag blev hun bisat ved den smukkeste højtidlighed. Der blev læst et digt op hun havde skrevet: "If I was an Angel". Det er hun bestemt blevet. En smuk en af slagsen.

Nu skal jeg så til at finde ud af at leve mit liv uden hende. Det ved jeg ikke helt, hvordan skal gå. Selvfølgelig ved jeg at livet skal nok gå videre. Men savnet gnaver og gør ondt.

NU MÅ DET VÆRE NOK TAK

Jeg kan ikke rumme mere sygdom. Det sidste halve år har været det ene efter det andet. Udover alle de normale forkølelser og influenzaer har jeg oplevet følgende:

Min dejlige mor har fået en hjerteoperation, der heldigvis gik rigtig godt. Så kunne hun ikke få sine kræfter igen, men var bare træt, træt, træt. Nå det var så en stofskiftesygdom, der var kommet forbi. Godt der findes gode piller for det.

En nær veninde gennem 25 år har fået brystkræft. Hun har fået fjernet et bryst og alle lymfeknuder under den ene arm. De mener, de har fjernet al kræften. Det skønne menneske kan så se frem til et langt halvår med kemo og stråler. Vi har indgået en pagt i vores lille gruppe på 4 veninder: hvis hun taber håret under kemoen, holder vi et sympati"skalde-party", hvor vi barbere os skaldede alle 4.

For en uge siden fik min elskede lillesøster (47 år) en hjerneblødning. Hvorefter hun er blevet opereret i hovedet. Hun ligger på intensiv og er lige nu lam i højre side. Kan ikke tale overhovedet. Har ingen mimik i ansigtet overhovedet. Hendes tilstand svinger nærmest fra time til time. Vores håb, frygt og tårer svinger med.

I morgen skal min onkel begraves. Ham der repræsentere min barndoms sommer. Han er nu død af kræft.

Jeg synes, vi har opfyldt vores kvote. Vi har fået nok nu og vil gerne have hverdagen igen - tak.

Her er "mesterværket"

som min søster fik i fødselsdagsgave i fredags. Malet af undertegnede - det første maleri jeg nogensinde har lavet. Jeg synes det er blevet fint og hun blev glad. Hvad mener du?

Jeg glæder mig..

.. over at min hjerteveninders søn skal giftes i dag. Jeg skal til globryllup og glæder mig sådan. Han er den dejligste unge mand og havde jeg været yngre løb jeg med ham :-).

Det er underligt at vi er nået til den alder, hvor vores børn bliver gift og får børn selv. Underligt fordi jeg jo ikke føler mig "den alder". Jeg er stadig midt i.... livet og oplevelserne. Jeg lærer noget nyt hver dag og kæmper med mig selv hver dag. Jeg opdager slet ikke tiden går og jeg bliver ældre. Det er ikke fordi jeg har noget problem med at blive ældre....men jeg forstår det ikke helt - det med tiden. Altså konceptet tiden.

Da jeg var ca. 10 år - kan jeg huske - mente jeg, det var spild af tid at sove. Alt det man kunne nå i den tid man sov. Nu elsker jeg at sove, men føler lidt det er spild af tid. For alt det man kunne nå i den tid!!

En brøkdel...

...af et sekund. Det er den tid det kan tage at ændret livet fuldstændig.

For 10 år siden døde min far midt i en samtale med min mor. Livet ændrede sig for min mor og alle os tæt på ham / hende. Ikke nødvendigvis til noget dårligere men bare til noget andet.

I fredags ændrede livet sig igen. Denne gang for min svoger og svigerinde. Deres værksted udbrændte fuldstændig og deres hjem er delvist ødelagt - hvor ødelagt ved ingen helt endnu. Det liv de stod op til om morgenen var helt anderledes, da dagen sluttede sent om natten. Deres drøm, deres indtægtsgrundlag og deres dagligdag... ja det er væk i ilden. Jeg er overbevidst om at de nok skal rejse sig som fugl Fønisk igen. De skal nok finde drømmen igen og dagligdagen skal nok indfinde sig. Livet skal nok begynde at føles normalt igen, måske ikke på samme måde som før branden. Bare anderledes - ikke nødvendigvis dårligere - bare anderledes.

Nu er den der...

min hjemmeside. Den er endelig i gang og virker. :-)



En rigtig dejlig fornemmelse synes jeg. Har du lyst kan den ses her http://katefrydkaer.dk/

Platform

Som lovet lidt om min oplevelse med at være med i en platformsclairvoyance.

Vi var 6 clairvoyante der gav beskeder til de ca. 20 fremmødte mennesker. Det var en god oplevelse på sin vis. En meget lærerig oplevelse for mit vedkommende. Energiniveauet var meget højt og vores energier blev blandet sammen så jeg havde svært ved at holde fokus, mens jeg ventede på at det blev min tur. Da den første time var gået med at videregive beskeder, var det tid til at fylde sukkerdepoterne op. Som en af tilskuerne bemærkede:"du ligner en der har løbet maraton". Nu har jeg aldrig løbet et maraton men jeg var noget flad.

Derefter var det tid til spørgsmål og svar runden. Folk havde mulighed for at stille et skriftligt spørgsmål i pausen. De fik svar fra dem af os der fik besked om spørgsmålet.

Og så var det slut. Tiden var gået og vi var brugte. Men "høje" af oplevelsen og energien.

Min læring af det er blevet; jeg vil gerne lave platform igen, men med færre clairvoyante. At give platformsclairvoyance er meget anderledes end at lave en sitting; i sagens natur kan det ikke være så dybtegående.

Har du prøvet at være tilskuer til en platform?

Så er vi her.

Solen skinner fra en himmel fyldt med små bløde uldtotter. Det blæser en sagte brise og et sandt fuglekor synger for mig i min have. Livet er egentlig ikke "så ringe endda".

Jeg er igennem og ude på den anden side af mit "set back". Det er gået hurtigt og næsten smertefrit at få næsen oven vande igen. Jeg har fået ryddet op og er ved at ændre min tankegang / tankemønster.

• Prøver at vende hver negativ tanke til positiv.


• Prøver at stoppe med at slå mig selv i hovedet med en hammer og anerkende mig selv i stedet.


• Prøver at være ligeglad med andres opfattelse og kun følge min egen.


• Prøver at lytte til hjertet og ikke hjernen.


• Prøver at fylde den plads der min med selvfølgelighed.


• Tror (næsten) på at jeg er dygtig og kan det jeg skal.

Det giver en dejlig ro inde i mig at gøre disse ting. Så jeg tænker at det nok skal lykkes.

På torsdag skal jeg deltage i en platform i Århus. Jeg skal give clairvoyance til nogle af dem der er publikummer. Det glæder jeg mig meget til. Skal nok fortælle hvordan det går.

Nyd sommerdagene og husk der er kun en af dig. Du er hel unik.

Tanker efter besøg hos....

"ynglings"psykologen. I dag var det så endelig tid til at jeg skulle snakke med ham, der kan "vende min hjerne" rigtig igen. Ham der kan se tingene udefra og stille de rigtige spørgsmål. Ham der ikke er farvet på forhånd af en eller anden grund. ham der kan høre alt det jeg ikke siger og hører alt hvad jeg siger.

Han fik sat en masse tanker i gang i dag. Blandt andet hvorfor jeg byder mig selv det jeg gør? Er jeg ikke bedre værd? Han var forundret over, at jeg ikke var gået ned før!! At jeg havde holdt så længe til det. Hvordan får jeg sagt fra inden det går galt? Hvor går mine grænser egentlig? Hvad vil jeg finde mig i? Hvad vil jeg gøre, når mine grænser bliver overskredet? Hvordan vil jeg sige fra overfor folk, der ved hvilke knapper, de skal trykke på for at manipulere mig til noget jeg ikke har lyst til? Noget som jeg har sagt fra overfor?

Jeg skal i gang med at tænke og tænke og finde ud af disse ting. Jeg er nødt til at synes bedre om mig selv end tilfældet er ligenu. Jeg skal lære at mærke mig selv. Hvilket jeg synes er skræmmende....Underligt ikke???

Så skete det...jeg frygtede

Filmen knækkede igen. Mit stress - niveau er igen faretruende højt. Min krop har sit eget liv...kan ikke sove og er enormt træt...på grådens rand mere eller mindre hele tiden...kolde hænder og fødder...hjertebanken og trykken for brystet. Et fuldstændigt tomt hoved som er en 10 sporet motorvej af tanker...kan ikke få hold på dem. Alt dette udenfor min kontrol...tro mig jeg prøver.

Hvad gik galt? Hvor så jeg det ikke komme? Jeg havde jo lovet mig selv at det ikke ville ske igen... men det kan jeg ikke holde det løfte.

Det positive i dette er så at jeg fik sagt det...at jeg bad om hjælp inden det hele ramlede for mig.

Jeg har en aftale med min "ynglings"psykolog på fredag. Håber han kan hjælpe mig med at vende det her.

Sofies verden

Lige om 10 minutter skal jeg over og have 4.klasse til kristendom. I dag starter jeg et forløb om filosofi med udgangspunkt i Jostein Gaarders fantastiske bog "Sofies verden". En hel utrolig bog som jeg er meget spændt på hvad de siger til. Alene tykkelsen, 531 sider med meget lille skrift, vil afskrække de fleste.

Mit udgangspunkt bliver de spørgsmål Sofie får igennem bogen. Dagens spørgsmål er:"Hvem er du?" Tja ved man det når man er ca. 10 år? Ved man det når man som mig er 50? Tja.....