Det gør så ondt...

Min elskede lillesøster klarede ikke kampen mod den hjerneblødning der ramte hende for 14 dage siden. Hun døde næsten på klokkeslæt en uge efter hun blev syg.

Det var en skrækkelig uge, hvor vi sad i en "rutshebane" af følelser. Så gik det op og så ned. Vi sov, spiste, gik i bad og alt mulig andet med mobiltelefonen i hånden. Tænk hvis vi gik glip af det vigtigte opkald - at hun var vågnet.

Onsdag fik vi kontakt med hende i 15 minutter, hvor hun sagde farvel til os. Det var så intens og stærkt at opleve. Men hvor er jeg taknemmelig for det.

Lørdag morgen fik vi at vide at hun var hjernedød og vi skulle slukke for respiratoren. Nej, hvor var det hårdt og svært. Men også det rigtige for der var ikke mere at gøre for hende. Hun sov stille ind.

I tirsdag blev hun bisat ved den smukkeste højtidlighed. Der blev læst et digt op hun havde skrevet: "If I was an Angel". Det er hun bestemt blevet. En smuk en af slagsen.

Nu skal jeg så til at finde ud af at leve mit liv uden hende. Det ved jeg ikke helt, hvordan skal gå. Selvfølgelig ved jeg at livet skal nok gå videre. Men savnet gnaver og gør ondt.