Denne weekend skal jeg..

... pakke min søsters liv, i form af ting, ned. Vi er så småt gået i gang. Det er mærkeligt og føles helt forkert. Det føles som om jeg gør noget jeg ikke må - snager i hendes ting. Men det skal gøres og vi skal være ude af lejligheden til den 1. februar.

Tænk at "et liv" kan puttes i kasser til sidst. Jeg ved godt, at hendes liv var meget mere end dette, men lige nu er det kasserne det mest håndgribelige jeg har. At se på hendes tøj og mindes. Mindes alle de gode timer vi har haft sammen. Alle de gode grin og de alvorlige snakke vi havde. Alle de gange vi har "ordnet verdenssituationen" på den bedste måde - tænk andre ikke fandt ud af det.

Jeg KAN IKKE forstå det. Jeg kan ikke fatte, hun er død. Savnet er enormt og gør stadig fysisk ondt i hjertet. Det er kun 6 uger siden hun døde og 7 uger siden jeg snakkede med hende sidst. Jeg arbejder med at få det gjort virkelig, at fatte det. Men hvordan "slår man en ihjel" i sit hovede? Hver gang jeg tænker på hende er det som levende, i nutid. Mon ikke det er tiden der gør det. Jeg tror det, jeg håber det virkeligt.

Lørdag aften skal vi til Det danske Melodi Grandprix 2012 i Aalborg. Vi har fået billeterne i gave og glæder os. Det bliver sjovt at opleve det indefra.

Søndag skal jeg forsøge at have en kærstedag sammen med min dejlige mand. Det glæder jeg mig til. Den står på at sove længe, hygge over morgenmaden, gå en tur og have laaaaaangt karbad. Hvis der er mere tid så vil læse i min nye bog, "Det syvende barn".

Så gik den jul....

stille og roligt næsten uden egentlig at være begyndt i år. Det har været svært at få hovedet på plads til at tænke på jul og det der følger med.

Tårerne vil bare ikke stoppe når de først begynder. Det er det mærkeligste der får dem til at løbe, en julesang i juletræets skær sunget af familien, en duft eller en sang i radioen. Jeg regner med at det stopper på et tidspunkt, lige nu er det så tæt på. Og jeg kan ikke begribe det og forstå det.
Min psykolog har foreslået mig at jeg skal skrive mine tanker og følelser ned for at hjælpe mig selv i processen. MEN lige nu kan jeg ikke, det er for svært. Så jeg strikker en vest til Frederik. Ryggen er færdig og jeg er igang med forstykket. Godt jeg har garn til to veste.

Det gør så ondt...

Min elskede lillesøster klarede ikke kampen mod den hjerneblødning der ramte hende for 14 dage siden. Hun døde næsten på klokkeslæt en uge efter hun blev syg.

Det var en skrækkelig uge, hvor vi sad i en "rutshebane" af følelser. Så gik det op og så ned. Vi sov, spiste, gik i bad og alt mulig andet med mobiltelefonen i hånden. Tænk hvis vi gik glip af det vigtigte opkald - at hun var vågnet.

Onsdag fik vi kontakt med hende i 15 minutter, hvor hun sagde farvel til os. Det var så intens og stærkt at opleve. Men hvor er jeg taknemmelig for det.

Lørdag morgen fik vi at vide at hun var hjernedød og vi skulle slukke for respiratoren. Nej, hvor var det hårdt og svært. Men også det rigtige for der var ikke mere at gøre for hende. Hun sov stille ind.

I tirsdag blev hun bisat ved den smukkeste højtidlighed. Der blev læst et digt op hun havde skrevet: "If I was an Angel". Det er hun bestemt blevet. En smuk en af slagsen.

Nu skal jeg så til at finde ud af at leve mit liv uden hende. Det ved jeg ikke helt, hvordan skal gå. Selvfølgelig ved jeg at livet skal nok gå videre. Men savnet gnaver og gør ondt.

NU MÅ DET VÆRE NOK TAK

Jeg kan ikke rumme mere sygdom. Det sidste halve år har været det ene efter det andet. Udover alle de normale forkølelser og influenzaer har jeg oplevet følgende:

Min dejlige mor har fået en hjerteoperation, der heldigvis gik rigtig godt. Så kunne hun ikke få sine kræfter igen, men var bare træt, træt, træt. Nå det var så en stofskiftesygdom, der var kommet forbi. Godt der findes gode piller for det.

En nær veninde gennem 25 år har fået brystkræft. Hun har fået fjernet et bryst og alle lymfeknuder under den ene arm. De mener, de har fjernet al kræften. Det skønne menneske kan så se frem til et langt halvår med kemo og stråler. Vi har indgået en pagt i vores lille gruppe på 4 veninder: hvis hun taber håret under kemoen, holder vi et sympati"skalde-party", hvor vi barbere os skaldede alle 4.

For en uge siden fik min elskede lillesøster (47 år) en hjerneblødning. Hvorefter hun er blevet opereret i hovedet. Hun ligger på intensiv og er lige nu lam i højre side. Kan ikke tale overhovedet. Har ingen mimik i ansigtet overhovedet. Hendes tilstand svinger nærmest fra time til time. Vores håb, frygt og tårer svinger med.

I morgen skal min onkel begraves. Ham der repræsentere min barndoms sommer. Han er nu død af kræft.

Jeg synes, vi har opfyldt vores kvote. Vi har fået nok nu og vil gerne have hverdagen igen - tak.

Her er "mesterværket"

som min søster fik i fødselsdagsgave i fredags. Malet af undertegnede - det første maleri jeg nogensinde har lavet. Jeg synes det er blevet fint og hun blev glad. Hvad mener du?

Jeg glæder mig..

.. over at min hjerteveninders søn skal giftes i dag. Jeg skal til globryllup og glæder mig sådan. Han er den dejligste unge mand og havde jeg været yngre løb jeg med ham :-).

Det er underligt at vi er nået til den alder, hvor vores børn bliver gift og får børn selv. Underligt fordi jeg jo ikke føler mig "den alder". Jeg er stadig midt i.... livet og oplevelserne. Jeg lærer noget nyt hver dag og kæmper med mig selv hver dag. Jeg opdager slet ikke tiden går og jeg bliver ældre. Det er ikke fordi jeg har noget problem med at blive ældre....men jeg forstår det ikke helt - det med tiden. Altså konceptet tiden.

Da jeg var ca. 10 år - kan jeg huske - mente jeg, det var spild af tid at sove. Alt det man kunne nå i den tid man sov. Nu elsker jeg at sove, men føler lidt det er spild af tid. For alt det man kunne nå i den tid!!

En brøkdel...

...af et sekund. Det er den tid det kan tage at ændret livet fuldstændig.

For 10 år siden døde min far midt i en samtale med min mor. Livet ændrede sig for min mor og alle os tæt på ham / hende. Ikke nødvendigvis til noget dårligere men bare til noget andet.

I fredags ændrede livet sig igen. Denne gang for min svoger og svigerinde. Deres værksted udbrændte fuldstændig og deres hjem er delvist ødelagt - hvor ødelagt ved ingen helt endnu. Det liv de stod op til om morgenen var helt anderledes, da dagen sluttede sent om natten. Deres drøm, deres indtægtsgrundlag og deres dagligdag... ja det er væk i ilden. Jeg er overbevidst om at de nok skal rejse sig som fugl Fønisk igen. De skal nok finde drømmen igen og dagligdagen skal nok indfinde sig. Livet skal nok begynde at føles normalt igen, måske ikke på samme måde som før branden. Bare anderledes - ikke nødvendigvis dårligere - bare anderledes.