Et nyt år i sigte

Så er det tæt på, det nye år. Jeg bliver altid lidt eftertænksom nytårsaftensdag. Tænker over hvad det er for et år, der rinder ud og hvad det er for et år, der banker på. Bliver lidt trist og lidt glad hvert år.

I år har budt på mange svære timer og trælse ting, men også på mange gode, hyggelige og rare timer. Det største i år har klart været at blive mormor, hvis nogen skulle være i tvivl. Det er så stort, dejligt og livgivende, at det skal I se frem til. Et lille barn giver så meget ubetinget kærlighed og er så umiddelbar, det er fantastisk. Det kan vi alle lære af.

Men på en eller anden måde mærkelig måde har min sygemelding også været en stor ting, en god ting. Jeg har (er) nødt til at kigge indad og mærke mig selv, sådan helt forfra. Jeg har været nødt til at redefinere mig selv og finde ud af, hvad der er vigtigt for mig og hvad der ikke er. Hvordan kommer jeg videre herfra? Det har jeg glemt i hverdagens travlhed. Jeg arbejder stadig hårdt på at komme fremad og få det bedre. Lige nu synes jeg måske det er gået to skridt tilbage men forventer at det går frem igen inden så længe.

Lige om lidt skal manden min og jeg til at lave et visionboard for det nye år. Vi har på forhånd snakket meget om, hvad der skal med på dem. Hvad er vigtigt for os næste år? Tja, en af de ting der skal på, er mere tid til hinanden. Vi har brug for at finde tilbage til hinanden, det har været hårdt ved vores forhold, at jeg har haft det træls. Ikke på den måde at vi er i krise eller noget i den retning. Vi vil bare gerne hinanden mere end vi er lige nu, hvis I forstår, hvad jeg mener.

Til sidst vil jeg ønske jer alle et rigtig godt og lykkebringende Nytår. Må 2010 blive et fantastisk år fyldt med kærlighed og glæde.

Tak for alle gode timer i det gamle år. Tak for alle oplevelser og snakke. Tak for jeres tålmodighed og omsorg.

Forberedelser....

Ovenpå influenza og et par dage med bytten gaver og handle ind til det tomme køleskab, er jeg træt,træt, træt. De sidste 4 måneder hvor jeg har gået hjemme for at komme på højkant efter mit "stressnedbrud", har jeg ikke kunnet sove længere end til kl. 8 om morgenen. Ikke engang til middag senere, kun få gange. Det kan jeg nu. Jeg kan sove hele tiden, men bliver ikke mere frisk af det. Underligt, tænker jeg.

Jeg er i gang med at forbered min 50 års fødselsdag, som løber af staben lørdag d. 16. januar. Og som jeg har glædet mig til det sidste år. I går var jeg ude og snakke med kogekonen, som skal ordne maden. Det bliver så lækkert. Når festen er ovre vil jeg fortælle om det, da der er gæster der læser med her. Og de skal helst ikke vide for meget på forhånd. I dag skal jeg have lavet lister på diverse ting, jeg skal huske i forbindelse med festen. Ellers glemmer jeg bare det halve. Og det duer ikke.
Temaet for festen er: Pretty in Pink, med fri fortolkning. Jeg glæder mig sådan til at se, hvad folk finder på. Jeg skal egentlig også til, at ud af starthullerne og have fundet ud af mit outfit. Har en ide men nu må vi se, hvad det bliver til.

Jeg får besøg af ældstedatteren og Fredrik i dag, det bliver lidt hyggeligt. Vi skal bare hygge og snakke. En god dag til det tror jeg.

Julen 2009

Vores jul har været en del præget af den influenza, vi alle tre fik i løbet af d. 22. december. Dagen startede ellers "fint" med, at yngstedatteren blev sendt hjem til middag fra arbejde pga. snevejret. Godt vi fik hende hjem på det tidspunkt, for et par timer senere kunne vi ikke komme ud af indkørelsen og vejen var luk-ket af sne. Det var rigtig hyggeligt og stille, næsten ligesom juleaften.

Hen under aften begyndte hun med at kaste op og så gik det slag i slag indtil vi alle lå med hver vores spand og høj feber. Hele lille juleaftensdag sov vi og hav-de det rigtig skidt. Alt det vi skulle have nået, tja det nåede vi ikke. Min søde svigerinde fik købt svigerfars gave for os og handlede det mest nødvendige mad. Hvor er det heldigt, at vi har hende.

Da natten sluttede og det blev juleaftensdag, havde vi det bedre. Vores maver var bare meget ømme og vi var trætte, men blev enige om at tage afsted til aften. Vi skulle for første gang holde jul hos min svoger og svigerinde. Det var første gang siden pigerne var små,vi ikke skulle holde juleaften hjemme. Noget som har givet anledning til mange snakke særligt med yngste datteren. Hun synes virkeligt, det var svært at skulle i byen og holde jul. Men vi havde en rigtig dejlig og hyggelig aften. Det var helt specielt og helt almindeligt på den gode måde. Hvert år har jeg taget et billede af pigerne foran juletræet, det gjorde jeg selvfølgelig også i år. I år er der to mere på billederne nemlig svigersønnen og Frederik. Det er et dejligt og livsbekræftende billede, synes jeg, de er alle så glade. Jeg bliver også lidt rørstrømsk, mine piger er ved at være voksne. Hvor blev tiden dog af? Det var jo lige i går de kom!!Lidt ligesom denne sang fortæller.

Det er først i dag, 2. juledag, vi er helt på toppen igen. Så vi har brugt noget af dagen på at få ryddet op og pakke gaver ud. Og rigtig se hvad vi har fået. Derudover har vi fået gang i vaskemaskinen, det har givet en del vasketøj med tre influenzaramte i huset. Vi har også besluttet, at vi prøver at lave rigtig mad i dag, så må vi hvad der sker.

I aftes, mens vi sad og flød ud i sofa, kommer der en mus drønende hen over gulvet. Bvadr!! Nå men mus er nogle gange dumme, det var den her i hvert fald. I morges var den landet i vores gulvspand, hehe. Manden bar den ud til misserne. De havde noget sjov med den spand. På billedet kan I se den ene killing ned i spanden og to andre kigger på. Den nemmeste måde at få den på tror jeg.

Resten af dagen står på hygge og snak. Måske er der en god film i fjersynet. Stille og rolig hygge.
Glædelig jul til alle, håber I nyder det.

Stille sne...

Det har været en rekreationsdag i dag. Det betyder, at jeg har tullet rundt og taget den med ro. I går var vi I Nordjylland for at fejre min mors 70 års fødselsdag. En meget lang dag. Vi kørte hjemmefra kl. 7 om morgen og var fremme 9.15 til kaffe og rundstykker med den nærmeste familie. Min mor var så glad og havde let til tårer hele dagen.
Vi havde en rigtig hyggelig dag med familien og min mors venner. Fik lækker mad og grinede en masse. Det var lidt forunderligt at se mine niecer og nevøer sammen med deres kærster/koner og børn. Det er unge mennesker, som jeg har fulgt hele deres liv, set dem udvikle sig i mange retninger. I løbet af dagen filosoferede jeg i mit stille sind også over, at børn med de samme vilkår under deres opvækst kan blive så forskellige. Tænkte også lidt på om vi overhovedet har nogen indflydelse på, hvilken slags menneske ens børn ender med at blive. Måske skal opdragelsen mere ses som en "konsulentrolle"? En slags guide? Det vil jeg tænke lidt mere over.

Vi kørte hjemad kl. 19 og da var jeg glad for, at jeg havde nået en hurtig time på øjet lige før middag. Jeg var ikke smadret i den grad, jeg havde frygtet - kun lidt træt. Da vi kører på motorvejen får ældstdatteren en sms fra et anden gæst fra Midtjylland, som var kørt ½ times tid før os, at det sneede og blæste nord for Viborg. Godt at være forberedt, for lige pludselig stod himmel og hav i et. Farten ned på 50 og så stille frem. Men ak, så græd Frederik og var meget ulykkelig. Vi fandt en p-plads og fik ham skiftet og givet noget mad. Det hjalp - ihvertfald så længe der var lys i bilen. Da vi slukker det og kører videre græder han igen. "Han kan ikke lide mørket" siger moren så. Hvad gør man så? Jow, mosteren laver lys i sin mobiltelefon, resten af vejen hjem. Ca. 75 km!! Sejt ikke? Men han sov ikke hele vejen hjem. Det var først ca 10 km udenfor Viborg sneen stoppede og så opdagede jeg, hvor meget jeg spændte i hele kroppen. Men glad var jeg og vi satte i marchgear igen.

Vel hjemme igen fik manden og jeg en kop kaffe og så i seng. En dejlig dag var slut.
I dag har min mor så influenza og yngstedatteren er forkølet og har ingen stemme. Godt julen og fridage står for døren.

I dag mens jeg tullede rundt nød jeg synet af sneen der dryssede/drønede og blæste rundt udenfor. Kom i tanke om salmelinien: " der er ingenting i verden så stille som sne". Det passede på vores vej i dag, næsten i biler kom forbi. Det har været ligesom juleaften - ligeså stille.

Øv alt for tidligt..

I dag er min dag begyndt vildt tidligt, ihvertfald i min verden. Vågnede kl. 3.30 med et sæt og kunne bare ikke falde i søvn igen. Jeg som er så dårlig til at komme op om morgenen og er en langsom starter. Efter at have læst en times tid og prøvet at falde i søvn vha forskellige afslapningsteknikker, gav jeg op. Så må jeg sover senere på dagen.

Når nu jeg ikke kan sove, kan jeg lige blive opdateret i blogland og opdatere min blog. Inspirerende at læse om alle de spændende ting, der sker rundt omkring. Vi synes, her i huset at denne december er blevet en underlig fisk. Vi halter bagefter med alting og når ikke det, vi gerne vil. En ting er vi dog enige om, det skal nok blive jul alligevel. Jeg er nødt til at undgå at tænke på alt det jeg ikke når, og er glad for det jeg når. Ellers bliver jeg stresset igen.

I dag står den på de sidste forberedelser til min mors 70 års fødselsdag i morgen. Jeg skal lige have bundet sløjfer på de der grønne planter, der skal være på bordene, have lavet en overraskelse færdig, lave gaven færdig, ordne tøjet og tidlig i seng. Vi skal køre herfra i morgen tidlig kl. 7.00. Jeg tror, at en formiddagssøvn bliver nødvendig i morgen, for vi skal køre hjem i morgen aften, da yngstedatteren skal på arbejde tirsdag mogen (folk er ikke færdige med at købe legetøj endnu).

En ting der er dejligt er, at jeg kun mangler 1 julgave nu, og det kan jeg måske nå i løbet af dagen. Ellers når jeg det tirsdag. Jeg har tid nok. Hav en rigtig god søndag alle sammen.

Tilbage igen...

Så kom dagen som jeg har både frygtet og set frem til. Den dag hvor min psykolog og mig bliver enige om, at jeg så småt er klar til at vende tilbage til mit arbejde. I dag har jeg aftalt med både min chef og min psykolog, at jeg begynder på arbejde i uge 2 i 2010. Jeg skal begynde med at arbejde 2 timer mandag og 3 timer fredag, så må vi se på, hvordan jeg skal op i tid. Det er dejligt at være så langt i forløbet, men det skræmmer mig også. Hvad nu hvis det er for tidligt? Nå ja, siger min fornuft, så må du jo bare stoppe igen. Men er det så nemt endda?
Jeg ved, at jeg er blevet langt bedre til at lytte til mig selv og de signaler min krop sender. Så jeg håber, at det bliver endnu bedre hen ad vejen. Det er min oplevelse, at det ikke er helt så nemt endda. Særligt når det går stærkt, har jeg svært ved at lytte/høre signalerne. Men jeg tror, det er en livslang læring for mig. Jeg vil ihvertfald blive ved med at øve mig fremover.

Jeg skal også blive ved med at finde strategier for at gøre de ting, der er svære for mig lige nu. Som at komme ind i byen i denne tid, hvor der er mange mennesker alle steder. Og at stå i kø. Det er umuligt at forudse, hvilke ting der er svære for mig og hvornår. Men det er altid vanskeligt når jeg føler mig presset. Men med tiden bliver det bedre.

I morgen vil jeg tage min søde mand med ud at købe de sidste julegaver. Han er en af mine bedre strategier og har været min klippe i alt dette kaos. Han har støttet mig og været der hele vejen også når jeg har kravlet hen ad gulvet. Hvor er jeg dog velsignet.

Livets mangfoldighed...

Sikke dog en fantastisk dag at vågne op til. Det smukkeste landskab dækket af en hvid dyne sne. Jeg elsker sne og vintervejr - ikke regnvejr, men høj himmel, klar frost og sne. Luften er frisk og sund. Hele dagen har jeg nydt det.

I dag var så dagen, hvor jeg skulle besøge skolen igen. Begyndte igen med en snak med chefen, som denne gang var meget konkret i at snakke arbejde, planlægning og tilbagevenden. Hold da op, jeg begyndte at svede og fik kvalme. Jeg har ikke skænket det en tanke i mange uger, og pludselig bliver meget virkeligt. Jeg skulle til at forholde mig til en masse og have en del informationer i hovedet. Det er vist nødvendigt at gå i tænkeboks igen. Prøve om jeg er klar til det hele igen. Jeg skal starte langsomt op, ved ikke helt hvor mange timer endnu. Det skal jeg drøfte med min psykolog på fredag.

I dag fik vi en trist nyhed i vores lille hjem. En af yngstepigens gamle klasse-kammerater er død, 19 år. Han er død i en ulykke. Ganske tragisk og helt uforståelig for os alle, særligt hende. Som hun siger: "det kan da ikke passe, jeg så ham lige den anden dag." Sådan er livet også, hårdt og ubamhjertigt. Jeg tænker på og føler med hans stakkels forældre, søster og kæreste som står tilbage, hvor må det være svært.

Gertrud Sand dag...

Så flyttede Gertrud Sand ind i vores hus. Hun er kommet meget sent i år - men bedre sent end aldrig. Dette betyder, at julepynten er blevet hængt op... godt vi nåede det i år også. (Animationen er lånt her.) Den første ½ af julegaverne er købt og pakket ind. Resten kommer i næste uge...også dem fra mormor og farmor til den ene og den anden.

Nå men jeg har jo så været til julefrokost på min skole - det var godt nok i fredags. Det var såmænd hyggeligt nok...men...som sædvanlig kan man ikke gøre noget helt almindeligt på den skole. Så festen fandt sted i "Gerts garage" og alle tilstedeværende fik roller, der skulle spilles. Så var jeg på vej hjem igen. Overtalte mig selv til at spise lidt mad og snakke og så glemme alt om den rolle - Gurli. Jeg var dog den eneste der gjorde det, de andre gik op i det med liv og sjæl...og ikke mindst med meget vokal til. Hold da op en larm. Jeg klarede at blive helt til efter silden, så måtte jeg ud og trække luft. Efter det varme satte jeg mig ovenpå og snakkede med dem der kom forbi. Det var en lettelse at sidde der. Da jeg tog hjem var jeg flad og trææt.

Det var jeg så også i går men fik købt lidt julegaver sammen med manden.

I dag har været en underlig dag. Gråden sidder lige inde under huden og dukker op på de mærkeligste tidspunkter. Det sagde de godt nok i fredags på det kursus. Når man musklerne slipper sit tag, kommer følelserne væltende. Og det gør de. Det er jo egentlig fint men.... det må også holde igen.

Stresshåndteringskursus ....

I dag skulle jeg så begynde på det der stresshåndteringskursus. Hold da op, hvor jeg søgt med lys og lygte efter en vej ud af det. Altså så jeg ikke var nødt til at skulle afsted. Jeg kunne slet ikke overskue det her til morgen. Men lige meget hvad, jeg havde ikke ondt, var ikke syg, bilen ville godt starte og barnet var vældig frisk.

Så jeg tog en dyb indånding og tog afsted mod det ukendte. Nye folk som også har stress, nye behandlere men en kendt - troede jeg - min psykolog. Han var så til gengæld syg. Tænk da jeg så nåede frem, så var de alle helt almindelige mennesker, som var ligeså nervøse som mig.

Vi hørte noget om stresshormoner, belønningshormoner og stress som sådan. Snakkede lidt så'n kvinde til kvinde. Derefter skulle vi lave nogle fysiske øvelser, hvor vi spændte af i musklerne rundt om i kroppen, fokuserede på vejrtrækningen og fik jordforbindelsen igen. Det var rigtig godt og lærerigt. Hold da op mine muskler i maven og ryggen er spændte og i forsvarsposition. Lige nu er de ømme fordi de er lidt afspændte. Det er helt sikker øvelser, jeg vil lave hjemme.
Så det endte op med a blive en rigtig god formiddag alligevel. Godt at mine overspringshandlin-ger ikke bar frugt.

Lige om lidt vil jeg gå ned og gøre mig fin. Jeg har besluttet at tage med til julefrokosten på skolen i aften. Det er mig, der bestemmer, hvor længe jeg bliver og hvornår jeg går hjem. Jeg håber, det bliver hyggeligt. God fredag aften til jer alle.

Juletur...

Så tog hjerteveninden og jeg toget til Århus i går. Jeg havde glædet mig længe til at skulle afsted, men var lidt nervøs for, hvor længe jeg kunne holde. Det var rigtig hyggeligt og jeg klarede tre timer i Århus. Det er da helt godt, synes jeg. Ind og ud af butikker og en million mennesker.

Vi fik snakket en masse og set på alverdens mærkelige ting. Købt det bedste juleslik her. Mandler overtrukket med hvid chokolade og drysset med lakridspulver..UHM. Nu hører jeg til en underlig race af menneskeheden - den der ikke bryder mig om cacao/chokolade. Ja det er rigtigt, der findes den slags. Så disse mandler er fantastiske.

Vi fik en lækker, lækker sandwich på denne cafe. Og kunne spise den i fred og ro, for vi var de eneste der. Kommer du til Århus prøv den cafe.

Man kan ikke være i Århus uden at gå i Panduro hobby og Søsterne Greene. Så det var vi. Derefter gik det hjemad. Dejlig tur. Selvom jeg var træt da jeg kom hjem, fik jeg energi i tanken.

I dag har jeg lavet invitationer færdige og skrevet julekort. I morgen skal jeg begynde på et stresshåndteringskursus. Spændende hvad det er for noget.

Ugen der gik....

Åh ja så kom jeg da på den anden siden af sidste uge. Den var sej at komme igennem synes jeg. Den gik med en fornemmelse af at skulle nå 10000 ting og kun have tid og energi til de 100. For at begynde fra en ende af: Fredrik skulle døbes i søndags, og da mor og far kun har en lejlighed på 41 kvm, havde de lånt vores hus. Så der skulle jo gøres lidt rent og have fjernet det værste spindelsvæv. Det gjorde jeg tirs-og onsdag i det dejlige solskin med godt musik på anlægget. Jeg nød det faktisk og nåede det meste af vores 188 kvm.

Fik besøg af en veninde/kollega til kaffe og en gang snikke snakke, af den hyggelige slags. Derefter kunne jeg godt mærke trætheden smige sig ind på mig. Så jeg prøvede at hvile og tage den med ro resten af dagen.

Torsdag skulle jeg til frisør og klippes for første gang siden min sygemelding i august. Så da klokken var 10 var jeg blevet korthåret igen. Derefter skulle jeg hjælpe Frederiks mor med at handle ind til barnedåben. Det var hyggeligt og tog længere tid end jeg havde regnet med. Så var jeg træt igen...

Fredag var store køredag. Jeg havde en aftale hos min psykolog kl. 10.30. Vi fik vendt verden på hovedet og snakket en masse om mit "problem-område" og hvordan jeg skal håndterer det. Vi lavede en aftale om et par møde, et hvor det er min chef og problemet der er med. Derefter et hvor de førnævnte er med og hvor jeg har psykologen med. Han skal medvirke ti at lave aftaler om vores fremtidige samarbejde o.lign. Jeg skal ikke begynde før efter jul på arbejde.
Derefter kørte jeg fra Viborg til Silkeborg for at hente den lille familie. De skulle hjem til os og snakke med præsten som skulle døbe Frederik. Satte dem af og kørte tilbage til Viborg for at hente mormor og moster som ville komme med bussen kl.16.05. Eller rettere det var hvad mormor skrev til mig - men NEJ bussen kørte først fra Ålborg på det tidspunkt. Så holdte jeg der og så dum ud. Nå, men så kunne jeg jo lige handle mens de kørte herned. Da vi nåede hjem 17.45 var jeg træt, træt, træt. Og gik i seng mens de andre lavede mad.

Weekenden gik med at lave mad, dække borde, drikke kaffe og snakke en masse. Overraskelsen var at jeg stortudede i Kirken da de kom ind med Frederik. Det havde jeg ikke lige set komme. Men jeg var, sammen med oldemor, morfar og moster, meget rørt og bevæget. Det var stort på en eller anden måde. Frederik sagde ikke en lyd i kirken, grinede kun til præsten så hun begyndte at grine midt i det hele. Skønt.

I går var jeg fuldstændig baldret og sov fra mandag kl. 14.30 til tirsdag kl. 7.30. Det var tiltrængt og dejligt. Idag har jeg været til møde med kommunen om min sygemelding. Det tog 15 min. og så kunne jeg gå hjem igen.

Nu trænger jeg til en stille og rolig uge uden de store udsving. Trænger til at få ladet op.....