Så kom dagen som jeg har både frygtet og set frem til. Den dag hvor min psykolog og mig bliver enige om, at jeg så småt er klar til at vende tilbage til mit arbejde. I dag har jeg aftalt med både min chef og min psykolog, at jeg begynder på arbejde i uge 2 i 2010. Jeg skal begynde med at arbejde 2 timer mandag og 3 timer fredag, så må vi se på, hvordan jeg skal op i tid. Det er dejligt at være så langt i forløbet, men det skræmmer mig også. Hvad nu hvis det er for tidligt? Nå ja, siger min fornuft, så må du jo bare stoppe igen. Men er det så nemt endda?
Jeg ved, at jeg er blevet langt bedre til at lytte til mig selv og de signaler min krop sender. Så jeg håber, at det bliver endnu bedre hen ad vejen. Det er min oplevelse, at det ikke er helt så nemt endda. Særligt når det går stærkt, har jeg svært ved at lytte/høre signalerne. Men jeg tror, det er en livslang læring for mig. Jeg vil ihvertfald blive ved med at øve mig fremover.
Jeg skal også blive ved med at finde strategier for at gøre de ting, der er svære for mig lige nu. Som at komme ind i byen i denne tid, hvor der er mange mennesker alle steder. Og at stå i kø. Det er umuligt at forudse, hvilke ting der er svære for mig og hvornår. Men det er altid vanskeligt når jeg føler mig presset. Men med tiden bliver det bedre.
I morgen vil jeg tage min søde mand med ud at købe de sidste julegaver. Han er en af mine bedre strategier og har været min klippe i alt dette kaos. Han har støttet mig og været der hele vejen også når jeg har kravlet hen ad gulvet. Hvor er jeg dog velsignet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar