"ynglings"psykologen. I dag var det så endelig tid til at jeg skulle snakke med ham, der kan "vende min hjerne" rigtig igen. Ham der kan se tingene udefra og stille de rigtige spørgsmål. Ham der ikke er farvet på forhånd af en eller anden grund. ham der kan høre alt det jeg ikke siger og hører alt hvad jeg siger.
Han fik sat en masse tanker i gang i dag. Blandt andet hvorfor jeg byder mig selv det jeg gør? Er jeg ikke bedre værd? Han var forundret over, at jeg ikke var gået ned før!! At jeg havde holdt så længe til det. Hvordan får jeg sagt fra inden det går galt? Hvor går mine grænser egentlig? Hvad vil jeg finde mig i? Hvad vil jeg gøre, når mine grænser bliver overskredet? Hvordan vil jeg sige fra overfor folk, der ved hvilke knapper, de skal trykke på for at manipulere mig til noget jeg ikke har lyst til? Noget som jeg har sagt fra overfor?
Jeg skal i gang med at tænke og tænke og finde ud af disse ting. Jeg er nødt til at synes bedre om mig selv end tilfældet er ligenu. Jeg skal lære at mærke mig selv. Hvilket jeg synes er skræmmende....Underligt ikke???
Det der er skræmmende her er at man kan komme så langt væk fra sig selv Kate, jeg har hørt om mennesker der begyndte at græde fordi en terapeut bad dem om at stille sig foran et spejl og sige til deres spejlbillede at de elskede sig selv betingelsesløst, det er skræmmende at man kan være så hård ved sig selv, elsk dig selv, gentag det igen og igen over en 30 dages tid, så bliver det til en ganske naturlig og overbevisende dejlig vane, som overmere er sand.
SvarSletDejligt at læse at du har en god psykiater.
I kærlige tanker, god Lørdag.