fredag den 13. november 2009

Så'n en slags status

I slutningen af august blev jeg langtidssygemeldt pga stress - diagnosen lød på stressbetinget depression. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle helt ned under gulvbrædderne og kravle. Eller rettere ned og ligge for der var ikke meget bevægelse i det. Årsagen? Tja rigtig mange faktorer var i spil og de 95% handlede om en arbejdsplads, der absolut ikke fungerede. Eller jeg ikke fungerede på den? Jeg tog en stresstest, som gik fra 0-200 (0=ingen stress og 200= dødelig stress) min var 176!! Det var egentlig først der, det gik op for mig, hvor farligt det her var. Og endelig gav slip og lod mig falde ned i det ukendte hul/intet. Jeg sad i hjørnet af sofaen og kiggede ud i luften i meget lang tid og dagene gik, uden jeg opdagede det. Begyndte langsomt, takket være en masse fantastiske mennesker omkring mig, at få snuden op ad. Jeg fik en masse healing, både nær-og fjernhealing, fik en klangmassage og spiste en hulens masse vitaminer og mineraler. Samtidig med alt dette har jeg gået til psykolog - en god en af slags.

Nå men, når man har været sygemeldt så længe, står der i loven, at man skal til møde med nogle kloge folk fra kommunen. Det tager lang tid at forberede sig psykisk til sådan et møde, når man stadig, som jeg, er meget sårbar. Jeg havde fået en bisidder med fra fagforeningen - tænkte at han ved, hvad det her handler om. Så var det altså i går det møde skulle finde sted. OG så ringer telefonen kl.8.15 - sagsbehandleren var syg og mødet aflyst. PUUUUUUUUUFFFFFFFF sagde det så lige i mig - og alt luften gik ud af mig.
Men så var det, at jeg tænkte: "nu har jeg jo mandet mig op til at skulle ud i verden i dag. Så det gør jeg." Tog til den store (og skræmmende) by og så på fødselsdagsgave til min søde svigerinde. Fik købt den og så på en kjole til min mors 70 års fødselsdag. Prøvede et par stykker og mens jeg står der i al min pragt, stikker hende "dimsen" hovedet ind og spørger hvordan det går! Ja jeg ved godt hun bare passer sit arbejde men...... Så gik jeg uden kjole. Jeg skulle bare ud.

I dag skulle jeg så op til min psykolog og vende verden. Han sagde, at det var tydeligt at jeg fik det bedre :-) Vi fik vendt mit arbejde eller rettere min arbejdsplads rigtig meget og jeg fik hjemmearbejde - igen. Skal lave en plus - og minusliste omkring min arbejdsplads og finde ud af, hvad der skal til at jeg har/får det godt der. Jeg skal tænke over, hvad jeg skal gøre for at være der og OM jeg vil være der på sigt. Så det må jeg i gang med.

Jeg laver stadig julekort - tænker så godt når jeg har noget i hænderne. Skal også til at sy julegaven til mit dejlige barnebarn. Har købt stoffet i Stof og Stil sammen med veninden. Kan ikke vise det endnu da den lille mor læser med. Skal nok vise det senere. Skal også have lavet nyt betræk til husets puder - både fra stoflageret og af det nye fra S&S.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar