tirsdag den 25. maj 2010

Min lykkelige dag...

var forhåbentlig den første i rækken af mange. I lørdags var det vores bryllupsdag. 11 år er der gået siden vi blev gift på en dejlig pinselørdag. Der er sket mangt og meget i disse år og hvert år vender vi det.

Dagen begyndte med at jeg sov længe og blev vækket af min dejlige mand. Han havde lavet morgenbord og været ude og købe blomster. Solen skinnede og fuglene fløjtede. En fantastisk dejlig formiddag. Jeg fik oveni det hele en gave af ham. Hvor heldig kan man lige være?? Jeg fik en mp4, som kan bruges til at optage mine clairvoyance på, når jeg har klienter. Vi hyggede og snakkede længe over kaffen og tog den med ind i stuen.

Resten af dagen gik med ren hygge. Jeg ordnede lidt vasketøj og sov to timer til middag. Hele dagen havde jeg en dejlig fornemmelse af sommerferie i kroppen og nød det. Efter et bad kørte vi til Truust kro og spiste en lækker middag. På vej hjem gjorde vi holdt på en rasteplads ved Tange sø og sad tæt på en bænk, mens vi stille så ud over vandet. Det var ren lykke.

Hjemme igen sluttede dagen med mere kaffe og snak. Da jeg lå og skulle sove følte jeg mig bare lykkelig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar