En spændende aften....

Jeg sidder her under et tæppe med en kop varm kaffe og er bare træt. Men på den gode måde:-) Som jeg skrev i mandags var jeg i byen i går og så Florencio Anton male. Det er anden gang jeg oplever ham og jeg er lige facineret af ham. Han er et helt specielt menneske, varmt, blidt og meget karismatisk. Han kan virkelig fylde rummet op med sin energi og udstråling. Der er tale om en mand der i den grad, hviler i sig selv og står ved hvem han er. Han har siden han var 8 år vidst, at han var medie og at han havde en speciel mission her i livet - at hjælpe fattige børn og deres familier i Brasilien. Et er så at man ved det så tidligt, noget andet er at man fører det ud i livet.

Jeg blev på et tidspunkt meget rørt og tårene begyndte at trille. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg var ikke den eneste, der oplevede det. Mens jeg sad og så på ham arbejde sad jeg og tænkte på, hvorfor jeg har så svært ved at komme igang med mit virke? Hvad er jeg bange for? Hvad er det der holder mig tilbage? Noget af det er andres opfattelse af mig, tror jeg. Usikkerheden mht. økonomien spiller også en rolle. Jeg er ikke helt oppe i gear endnu - men på vej.

Med dette i mente vil jeg gå i gang med at lave min hjemmeside færdig så den kan komme op og køre. Derefter vil jeg lade jungletrommerne begynde og se, hvad der sker. Jeg håber, at jeg med tiden kan leve af det.

Tilbage til maleren. De billeder han maler trækkes der lod om. Jeg var heldig og vandt et billede.

Alle billeder koster det samme og alle pengene går til hans projekt i Brasilien. Jeg er meget glad for det og glæder mig til at det tørre, så jeg kan hænge det op. Mit billede er malet af Gaugin på under 15 minutter! Ret fantastisk ikke??

Opdate

I disse dage kan jeg virkelig fornemme at jeg er kommet tilbage på arbejde. Jeg forbereder forældresamtaler! Nøj hvor jeg synes, at jeg har mistet følingen med mine børn. Derfor er jeg nødt til at arbejde ekstra hårdt på at få den igen. Det glædelige er at det er faktisk ok for mig, ialtfald psykisk. Min krop reagere lidt ind imellem og viser mig at nu er grænsen nået. Så er det bare om at holde en pause - og det er jeg helt god til efterhånden. Men nu vokser træerne jo ikke ind i himlen på en eftermiddag, så jeg arbejder videre med at lytte til kroppens signaler.

Mit projekt omkring mit "problem-område" og positiv tænkning er begyndt at virke. Jeg har fået en større tålmodighed og er mere upåvirket af hende. Dejligt. Så det fortsætter også.

En af de ting der følger med at være stress ramt er at hukommelsen tager skade. Den skulle vænne tilbage over tid, lang tid. Det er, iflg. min kloge psykolog, det sidste der heler efter sådan en omgang.
Det frustrerer mig at jeg mister ord, taber tråden i en samtale og mister overblikket i en samtale. Lige nu er jeg frygtelig nervøse for, at det sker når jeg skal afhold forældresamtalerne. Derfor forbereder jeg mig til tænderne. Måske endda overforbereder mig - men det giver mig tryghed.

I morgen aften vil jeg holde fri og tage til Århus og se på ham her. Han er trance-maler og vildt facinerende. Hvis han kommer i nærheden af dig, vil jeg opfordre dig til at se ham.

En l a n g s o m dag

I dag har været en rigtig l a n g s o m dag. Jeg har ikke haft den store energi og min krop har været træææt. Det er rigtig hårdt for mig at komme op i tid og jeg bruger meget energi på det. Jeg håber, det hjælper hen ad vejen og bliver bedre.

Jeg har haft besøg af min ældste datter og mit dejlige barnebarn Frederik. Det er utroligt at et lille barn kan bringe så meget med sig, både kærlighed, energi, glæde, latter osv. Det er så sjovt at følge ham og hans udvikling, at se hans undren og nysgerrighed når han møder noget nyt. Det er fantastisk at se ham og "bedstefar" kloge sammen og fører lange samtaler uden mange ord. Børnebørn er i sandhed livets dessert. Jeg håber, at jeg får mange desserter:-)

Datteren og jeg fik en rigtig hyggelig voksensnak om livet generelt.

I morgen vil jeg igen begynde dagen med at beslutte, at mit problem ikke er et problem, men bare et andet menneske som tænker på en anden måde end mig. Jeg vil beslutte (og bede om), at mødet med chefen går godt og bliver konstruktivt for os begge.

Lidt af hvert..

Trods en rungende tavshed her på bloggen de sidste 14 dage, har jeg haft travlt. Jeg er ved at arbejde mig op i tid og arbejder nu 8 timer om ugen + møder. Det lyder umiddelbart ikke af meget, men det er det for mig. Lige nu er vi ved at teste vores børn - vi laver nationale -, stave-, og læsetestes. Vi skal LUSe dem - for se deres lix tal. Og disse børn går kun i 2.klasse. Alt dette skal rettes og tolkes. Holdes møder og forældresamtaler om. Puha det er til at blive forpustet af. Men det er heldigvis nogle dygtige børn, jeg har. De har ikke "taget skade af", at de har haft skiftende vikarer, mens jeg har været sygemeldt.

Mødeaktiviteten betyder også at jeg skal arbejde ret tæt sammen med mit "problem-område". Det kræver en del af mig. Jeg har besluttet at hun ikke skal få held til at gå mig på igen. At hun ikke skal få held til at kravle ind under huden på mig. Jeg tager, hende ikke med hjem og snakker mindst muligt om hende hjemme. Det kræver kræfter og koncentration hver dag, men jeg kan mærke at det går den rigtige vej. Jeg begynder hver dag med at beslutte, at hun ikke er et problem og at jeg vil være positiv.

Jeg har været i haven sammen med manden. Vores rododendonbed er lavet - diskussionen er slut. Nu mangler jeg kun at flytte nogle hostaer om i bedet. Billede følger.

Vi er blevet enige om at vores havemøbler skal males sorte. Så vil jeg lave/købe hynder i forskellige farver. Med en enkelt undtagelse - vores bænk omme foran huset. Den bliver malet himmelblå. Billeder følger når vi går i gang.

Vi har fået skiftet en dør og et vindue i vores tilbygning, absolut tiltrængt. Nu skal vi have lavet det færdig så vi kan få malet murene.

Trods alle vores projekter tog vi lørdag fri og tog til Silkeborg. Vi fik handlet alle de der småting vi skulle have, kiggede på butikker og på folk. Jeg faldt over et lille stykke stof i en (ny) stofbutik. Det var gået hen over hovedet på mig, at den var åbnet. Kommer du til byen er den bestemt et besøg værd. Den ligger på Nygade og hedder Boesens sy-og stofbutik. På Nygade ligger også en isbutik, der sælger de lækreste italienske is. Vi var inde og spise på restaurant Marco Polo som ligger i gaden, lækker lækker mad.

Stoffet, som kostede en 20'er, som I kan se herunder, skal bruges til et par bukser til Frederik.

En travl uge...

Hold da op hvor jeg synes det går stærkt lige nu. Hele ugen har jeg "skullet" noget. Noget af en udfordring for mig lige nu. Sidste weekend bød på både kunstudstilling med nogle meget flotte ting og en hyggelig familiefødselsdag. Min dejlige svoger holdte brunch søndag kl.10. Der var også tre børn med, udover Frederik. Min svigerindes søsters børn, - hold da op de er en oplevelse af de sjældne. Med fare for at gøre folk gale, vil jeg skynde mig at sige, at jeg faktisk godt kan lide børn og arbejder med dem til daglig. Jeg kan også godt huske, hvordan det var at have små børn med i byen. Det kan være en udfordring. MEN der er meget forskel på børn og forældre. Og jeg har et problem med børn, der styrer et helt selskab med larm og uro. Ligeledes med børn, der er ubehøvlet og taler grimt til (andre) voksne. Men mit største problem er faktisk forældre, der ikke griber ind og marker, at det ikke er i orden.

Da disse tre børn på 5 og 8år går hjem, sidder vi alle fuldstændig måbende og chokeret tilbage. Og jeg overdriver ikke!! Vi kunne ikke tro, at de sagde det de gjorde. Jeg var lidt glad for, at mine piger var rystet og sagde at det ikke var i orden.

I får lige et par billeder af guldklumpen, Frederik snart 7 måneder.

Mandag var manden og jeg en tur i det høje nord og besøge min mor. Hun er stadig ikke helt på toppen ovenpå hendes omgang med hjertet. Hun klager over, at hun ikke kan få kræfterne tilbage. Så vi tog hende med til byen og købte proteinpulver og vitaminer til hende. Jeg blev lidt overrasket over at se, hvor træt hun bliver og hvor lidt hun egentlig kan. Så jeg håber, at det hjælper med de ting vi købte og hun kommer mere til kræfterne. Det er svært at se sine forældre blive gamle, synes jeg.

Onsdag skulle min ældste til undersøgelse på Marselisborg sygehus. Hun fik nogle buler på benene da hun var gravid, de er blevet til sår der væsker. Lægerne på Silkeborg sygehus kunne ikke finde ud af, hvad det var. Dog sagde de, at det ikke er kræft. Dejligt at vide men hvad er det så?

I Århus kom en læge hvirvlende gennem døren, kigge på det en gang og sagde:"nej hvor spændende et pragteksemplar af knuderosen. Har du ondt i halsen?" Noget forvirret får hun fortalt, at det har hun ikke. Lettelsen over at få at vide, hvad det er er til at mærke.

Hun skal nu undersøges nærmere for at finde ud af, hvad der har udløst det. Eller hvad der ikke har. Det tager et par måneder endnu. Men hvor er det dejligt at møde en kompetent læge der ved, hvad han snakker om.

I går havde vi nogle venner på besøg til en sen frokost. Det var så hyggeligt. Det er første gang siden jeg blev sygemeldt i august at jeg har haft overskud til det. Herunder kan I se et billede af den smukke krukke de kom med. Læg mærke til de søde fuglerede. Dejligt at mærke at det går fremad.

I dag har jeg fladet helt ud og lavet ingenting. Det var tiltrængt.

God påske til alle, nyd den alene eller sammen med jeres familier.