Min far og mig..

Hold da op så er jeg på arbejde igen - med fuld musik. Sommerferieklare børn og syge personaler. Ikke en god kombination. Men ved fælles hjælp løste vi det hele, men det er rigtig godt at ferien står for døren. Alle trænger til den.

På min tur gennem blogland i dag er jeg stødt på tanker om gravsteder og om rigdom, blandt meget andet. Spændende læsning som får mig til at tænke og overveje, hvorfor jeg nu synes at det giver mig fred at besøge min fars gravsted. Jeg ved jo godt, at han ikke ligger der, sådan rigtigt. Men men det betyder noget for os alle i familien, selv her 10 år efter han døde.

Mit forhold til min far var meget kompliceret, da han levede. Han var en meget stor personlighed, som tog den plads han skulle bruge. At det kunne være svært for os andre at være der tænkte han nok ikke over. Vi plejer at sige, at han var født 100 år for sent. Der var noget herremand over ham.

Hele mit liv har jeg prøvet at leve op til ham og hans forventninger. Det lykkedes ALDRIG. Jeg kan ikke huske, at han nogensinde har sagt noget pænt eller sødt til mig. Noget jeg længtes efter. Jeg fik derimod en masse knap så pæne ting at vide. Jeg var for dum og for tyk. Jeg var i vejen det ene øjeblik og var der ikke når jeg så skulle være der. Og så videre. Det tog mig en hel masse år og terapi at få modet til at sige ham imod. Ligesom jeg havde besluttet at fortælle ham, hvad det var han havde gjort ved mig, dør han!

Dumme s... tænkte jeg. Hvad bilder han sig ind?!? Ups, tænke sådan om en der lige er død. Jeg var selvfølgelig ked af det dengang.
I dag har jeg sluttet fred med ham og arbejder på at lave en "omprogrammering" af mig selv. Det tager tid og kræver en masse arbejde. Men det går den rigtige vej.