Så gik den jul....

stille og roligt næsten uden egentlig at være begyndt i år. Det har været svært at få hovedet på plads til at tænke på jul og det der følger med.

Tårerne vil bare ikke stoppe når de først begynder. Det er det mærkeligste der får dem til at løbe, en julesang i juletræets skær sunget af familien, en duft eller en sang i radioen. Jeg regner med at det stopper på et tidspunkt, lige nu er det så tæt på. Og jeg kan ikke begribe det og forstå det.
Min psykolog har foreslået mig at jeg skal skrive mine tanker og følelser ned for at hjælpe mig selv i processen. MEN lige nu kan jeg ikke, det er for svært. Så jeg strikker en vest til Frederik. Ryggen er færdig og jeg er igang med forstykket. Godt jeg har garn til to veste.

Det gør så ondt...

Min elskede lillesøster klarede ikke kampen mod den hjerneblødning der ramte hende for 14 dage siden. Hun døde næsten på klokkeslæt en uge efter hun blev syg.

Det var en skrækkelig uge, hvor vi sad i en "rutshebane" af følelser. Så gik det op og så ned. Vi sov, spiste, gik i bad og alt mulig andet med mobiltelefonen i hånden. Tænk hvis vi gik glip af det vigtigte opkald - at hun var vågnet.

Onsdag fik vi kontakt med hende i 15 minutter, hvor hun sagde farvel til os. Det var så intens og stærkt at opleve. Men hvor er jeg taknemmelig for det.

Lørdag morgen fik vi at vide at hun var hjernedød og vi skulle slukke for respiratoren. Nej, hvor var det hårdt og svært. Men også det rigtige for der var ikke mere at gøre for hende. Hun sov stille ind.

I tirsdag blev hun bisat ved den smukkeste højtidlighed. Der blev læst et digt op hun havde skrevet: "If I was an Angel". Det er hun bestemt blevet. En smuk en af slagsen.

Nu skal jeg så til at finde ud af at leve mit liv uden hende. Det ved jeg ikke helt, hvordan skal gå. Selvfølgelig ved jeg at livet skal nok gå videre. Men savnet gnaver og gør ondt.

NU MÅ DET VÆRE NOK TAK

Jeg kan ikke rumme mere sygdom. Det sidste halve år har været det ene efter det andet. Udover alle de normale forkølelser og influenzaer har jeg oplevet følgende:

Min dejlige mor har fået en hjerteoperation, der heldigvis gik rigtig godt. Så kunne hun ikke få sine kræfter igen, men var bare træt, træt, træt. Nå det var så en stofskiftesygdom, der var kommet forbi. Godt der findes gode piller for det.

En nær veninde gennem 25 år har fået brystkræft. Hun har fået fjernet et bryst og alle lymfeknuder under den ene arm. De mener, de har fjernet al kræften. Det skønne menneske kan så se frem til et langt halvår med kemo og stråler. Vi har indgået en pagt i vores lille gruppe på 4 veninder: hvis hun taber håret under kemoen, holder vi et sympati"skalde-party", hvor vi barbere os skaldede alle 4.

For en uge siden fik min elskede lillesøster (47 år) en hjerneblødning. Hvorefter hun er blevet opereret i hovedet. Hun ligger på intensiv og er lige nu lam i højre side. Kan ikke tale overhovedet. Har ingen mimik i ansigtet overhovedet. Hendes tilstand svinger nærmest fra time til time. Vores håb, frygt og tårer svinger med.

I morgen skal min onkel begraves. Ham der repræsentere min barndoms sommer. Han er nu død af kræft.

Jeg synes, vi har opfyldt vores kvote. Vi har fået nok nu og vil gerne have hverdagen igen - tak.