Mit nye motto..

Hvis du står i et hul....så stop med at grave.

Ja det lyder jo så enkelt som at klø sig i nakken. Men er det nu også det???

Her har I mig tilbage

Efter et par meget hårde uger begynder overskuddet langsomt at vende tilbage. Jeg er begyndt på arbejde igen - på fuld tid. Det går over al forventning. Jeg er selvfølgelig træt, men absolut ikke på den måde som jeg var sidste år på denne tid. Mine "nye" kolleger har taget godt imod mig og er supersøde. Vi begynder at finde hinanden og finde ud af vores rutiner sammen. Jeg har mere mod på det hele og får at vide at jeg kan godt. At jeg er dygtig til mit job. Det er dejligt med anerkendelse i stedet for at blive bekriget og mistroet.

Mathilde er midlertidig flyttet hjem. Hendes brækkede ben betyder hun ikke kan klare sig selv. I morgen skal hun til kontrol og vi krydser fingre for at alt er i orden.

Efter jeg er begyndt på arbejde igen, har jeg fundet ud af, at jeg har ændret mig en del i dette lange forløb jeg har været i. Jeg har lært at lytte til kroppen og dens signaler. At sige fra når jeg mener noget andet end det der er "på bordet". Min opfattelse af mange ting har ændret sig. Mange af de ting jeg har med hjemmefra i rygsækken er blevet smidt ud og erstattet af mine egne ting. Mine værdier er blevet anderledes.

For et år siden kunne jeg intet positivt se i mit "nedbrud". I dag må jeg sige, at jeg har lært mig selv at kende på en helt ny måde. Det har været en nødvendig del i min udvikling, selvom det var en hård omgang. Men nogle gange skal man have det på den måde for at forstå det og lære det man nu skal lære. Jeg er overbevist om, at jeg skal bruge det i fremtiden. Læring ligger nogle gange de underliste steder.

Jeg er....!!!

...RASENDE, målløs og dybt chokeret over vores oplevelse med alarmcentralen 112.

I onsdags er Mathilde så uheldig, at hun overser et trin på vej ned af trappen. Hun tror, hun er ned og tager et skidt ud i "intetheden". Hun falder ned på den ene fod med al sin vægt. Foden brækker om, så den ligger op af ydersiden af benet. Hun har vanvittig ondt og Tom (som heldigvis var på besøg) ringer selvfølgelig 112. Men, men de vil ikke komme for det var en kørsel 2!! og han måtte selv køre hende på skadestuen eller venter en ½ til en hel time. Foden gjorde meget ondt og hang ligesom ikke fast!! Tom er en meget tålmodig mand, men han blev rasende. Det var de ligeglad med på vagtcentralen. Han skulle selv køre hende på skadestuen, færdig. I en Golf, venner. Jeg ved ikke lige, hvordan hun skulle være kommet derind.

Han ringer efter en taxa og forklarer dem sagen og beder om en bil med store døre. Ved hjælp af viceværten som kom forbi, chaufføren og Tom kom hun ind på bagsædet af bilen. Da de ankommer til skadestuen tog det 10 -ti - minutter og få hende ud af bilen igen.

...dybt taknemmelig og fuld af beundring for de sygeplejesker der var på skadestuen da vi kom. De var professionelle og meget kompetente mennesker. De var tålmodige og rolige i deres måde at udføre deres arbejde på. De fik givet hende smertestillende medicin, så hun kunne få lidt ro og de lagde lynhurtig en "arbejdsgips" på benet. De havde hele tiden øje for Mathilde og hvordan hun havde det. De lod hende ikke være alene. De var bare dygtige.

....glad for at det ikke gik værre end det gjorde. Mathildes ben er brækket tre steder. Hun er blevet opereret og har fået skruer i anklen. Om 6 uger er hun af med gipsen igen.

Trappen hun falder ned af er beton, dækket af terrazzo med et jerngelænder. Det kunne være gået meget værre end det gjorde.

....ked af det på hendes vegne. Nu var hun flyttet hjemmefra og skulle igang med en masse. Hun var glad, så glad for det. Lige nu er hun flyttet ind på vores sofa igen. Hun kan ikke klare sig selv endnu. Jeg ved det kommer igen. Om ikke så længe.

....i gang med at forberede en klage til politiet over alarmcentralen. På et tidspunkt må det jo hjælpe at man klager. Det er jo tit man hører at de ikke vil køre ud.