Hvad man i barndommen......

Jeg har været på arbejde i dag. Vi har emneuge, hvor hele skolen arbejder med De mange intelligenser og Læringsstile. Det betyder, at alt er brudt op og for de små årgange betyder det, at de arbejder på tværs. Dvs. 0-2 årgange er sammen og delt i hold alt efter, hvilken læringsstil de har. Det fungerer sådan set godt men få nogle få børn er det rigtig svært. I dag stod jeg med et barn, der slet ikke kunne få det til at fungere og havde en træls dag. Han råbte og skreg og var så ked af det. Det var rigtig synd for ham, han havde det så svært. Jeg prøvede at få ham talt ned og efter lang tid lykkedes det. Men så var jeg helt færdig. Hold da op det kræver sin mand at være sammen med små børn, der har det svært.

Jeg er ellers blevet helt god til at lytte til mig selv og sige fra, når tingene bliver for meget. Selv der hvor jeg føler jeg svigter andre. Jeg har tænkt meget over, hvorfor det er så svært at passe på mig selv og opfylde mine egne behov. Og har fundet ud af, at det ligger tilbage i min barndom. Jeg er opdraget til at tage vare på andre. F.eks. da jeg var 5½ år passede jeg mine 3 små søskende på 4, 2 og 1 år, når min mor var på arbejde om formiddagen. Hele min barndom har jeg haft ansvaret for dem og det har været min skyld, når de er kommet galt afsted. Og med min lillebror var det tit, han var en rigtig dreng. Hold da op, han har fået mange klø på den konto. Jeg blev rigtig god til at gå i et med tapet og være usynlig. På den måde glemte jeg mig selv og blev "væk". Dette er ikke skrevet for, at I skal synes det er synd for mig, men blot som forklaring. Nu ved jeg hvad det handler om, så nu skal jeg så bare have det aflært. Hmm det tager tid og er dødsvært. Men jeg øver mig hver dag.