Tilbage igen

Så gik der et halv år med fuldstændig tavshed fra mig. Jeg havde besluttet at nu var vejen fremad for mig. Men, men nu er det så ikke mig der bestemmer alt. Så jeg er blevet slået tilbage til start et par gang i efteråret.

Først fik jeg konstateret diabetes 2. Hold da op jeg blev forbavset. Men efterhånden er jeg blevet hel god til at holde mit blodsukker stabilt og det er for nedadgående. Jeg har besluttet at det gider jeg ikke have og vil fortsat arbejde frem mod at få det væk igen. Jeg har kontakt til en alternativ kostvejleder som støtter mig undervejs.

Derefter har jeg mistet en meget nær veninde gennem 26 år. Hun havde kræft men døde af følgerne af en lungebetændelse. Det var helt uventet og pludseligt. Noget af det sværeste jeg har prøvet endnu. Jeg savner hende meget og prøver at finde ud af det.

Til sidst har min yngste datter været syg mere eller mindre hele året. Hun har en meget dårlig mave og kan i perioder ikke holde mad i sig. Hun er i kontakt med sygehuset og de er på sporet af hvad hun fejler - endelig.

Så det nye år skal være en ny begyndelse. Et år med glæde, latter og masser af kærlighed.

Jeg håber alle får en vidunderlig jul sammen med alle jeres kære. Må 2013 bringe jer glæde og lykke.

Ferie er...

at have tid til at drikke kaffe og snakke hele dagen med bedsteveninden. I dag har vi ordnet verdensitutionen på alle leder og kanter. Vi har spist laksemad og jordbær. Der er blevet grinet en del og grædt en smule. Vi har hygget os på den gode måde. Hvor var det dejligt med den tid - at den var der.

I morgen skal jeg mødes med en af mine utallige (jeg ved ikke helt hvor mange der er) kusiner. Jeg har ikke mødt hende før - hvad jeg kan huske. Hun er datter af en af mine fastre - en af dem "deroverfra", Sjælland. Vi kom ikke meget udenfor Jylland da jeg var barn/ung, så vi har ikke mødtes der. Hun har "fundet" mig på Facebook. Jeg glæder mig til at møde hende og snakke med hende i levende live. Se efter familielighed og uligheder.

Nu er det tid at se fremad igen

Det sidste ½ år har det været svært. Svært at få livet til at hænge sammen. At lære at leve videre. At vi oveni det at miste min søster har haft min svigerfar på sygehuset ind og ud i et par måneder har også trukket tænder ud. Vores ældste datter er blevet alene med sin søn. Mit arbejdspres har været enormt. Så samlet set har jeg kørt på overload alt for længe. Heldigvis har jeg haft min "hjernevrider" med på sidelinien undervejs, ellers ved jeg ikke hvordan det ville være gået.

Selvom om det har været benhårdt har jeg også vendt livet på hovedet. Forstået på den måde at jeg har overvejet hvad der er vigtigt for mig i livet. Hvem og hvad skal med videre? Hvordan skal det forme sig og hvad vil jeg have ud af livet? Hvad er min mening med livet?

Jeg er slet ikke færdig med at vende og dreje tingene. Men en ting ved jeg og har jeg allerede handlet på. Jeg vil arbejde mere som clairvoyant og medie. Det er vigtigt for mig at bruge de evner/gaver jeg er blevet givet. Jeg vil hjælpe andre mennesker og give dem en hånd videre i livet.

Derfor er jeg gået ned i tid på arbejde så jeg har fået en fridag om ugen. Den dag skal jeg arbejde med det der giver mig allermest energi - det spirituelle. Jeg glæder mig meget og er spændt på hvad fremtiden bringer.

Jeg har allerede været på kursus i maj i Medieskab og regner med at skal afsted igen til januar.

Hvis man kan sige at der kommer noget godt ud af at nogen dør, må det være at jeg er stoppet op og har vendt livet på hovedet for at finde mig selv. Jeg vidste godt hvad jeg skulle men manglede det sidste "spark". Måske er det modet der har manglet? Modet til at stå ved hvem og hvad jeg er. Min erfaring er at det koster - men det må det så gøre. Jeg kan ikke andet. Nu er det NU.

Denne weekend skal jeg..

... pakke min søsters liv, i form af ting, ned. Vi er så småt gået i gang. Det er mærkeligt og føles helt forkert. Det føles som om jeg gør noget jeg ikke må - snager i hendes ting. Men det skal gøres og vi skal være ude af lejligheden til den 1. februar.

Tænk at "et liv" kan puttes i kasser til sidst. Jeg ved godt, at hendes liv var meget mere end dette, men lige nu er det kasserne det mest håndgribelige jeg har. At se på hendes tøj og mindes. Mindes alle de gode timer vi har haft sammen. Alle de gode grin og de alvorlige snakke vi havde. Alle de gange vi har "ordnet verdenssituationen" på den bedste måde - tænk andre ikke fandt ud af det.

Jeg KAN IKKE forstå det. Jeg kan ikke fatte, hun er død. Savnet er enormt og gør stadig fysisk ondt i hjertet. Det er kun 6 uger siden hun døde og 7 uger siden jeg snakkede med hende sidst. Jeg arbejder med at få det gjort virkelig, at fatte det. Men hvordan "slår man en ihjel" i sit hovede? Hver gang jeg tænker på hende er det som levende, i nutid. Mon ikke det er tiden der gør det. Jeg tror det, jeg håber det virkeligt.

Lørdag aften skal vi til Det danske Melodi Grandprix 2012 i Aalborg. Vi har fået billeterne i gave og glæder os. Det bliver sjovt at opleve det indefra.

Søndag skal jeg forsøge at have en kærstedag sammen med min dejlige mand. Det glæder jeg mig til. Den står på at sove længe, hygge over morgenmaden, gå en tur og have laaaaaangt karbad. Hvis der er mere tid så vil læse i min nye bog, "Det syvende barn".

Så gik den jul....

stille og roligt næsten uden egentlig at være begyndt i år. Det har været svært at få hovedet på plads til at tænke på jul og det der følger med.

Tårerne vil bare ikke stoppe når de først begynder. Det er det mærkeligste der får dem til at løbe, en julesang i juletræets skær sunget af familien, en duft eller en sang i radioen. Jeg regner med at det stopper på et tidspunkt, lige nu er det så tæt på. Og jeg kan ikke begribe det og forstå det.
Min psykolog har foreslået mig at jeg skal skrive mine tanker og følelser ned for at hjælpe mig selv i processen. MEN lige nu kan jeg ikke, det er for svært. Så jeg strikker en vest til Frederik. Ryggen er færdig og jeg er igang med forstykket. Godt jeg har garn til to veste.

Det gør så ondt...

Min elskede lillesøster klarede ikke kampen mod den hjerneblødning der ramte hende for 14 dage siden. Hun døde næsten på klokkeslæt en uge efter hun blev syg.

Det var en skrækkelig uge, hvor vi sad i en "rutshebane" af følelser. Så gik det op og så ned. Vi sov, spiste, gik i bad og alt mulig andet med mobiltelefonen i hånden. Tænk hvis vi gik glip af det vigtigte opkald - at hun var vågnet.

Onsdag fik vi kontakt med hende i 15 minutter, hvor hun sagde farvel til os. Det var så intens og stærkt at opleve. Men hvor er jeg taknemmelig for det.

Lørdag morgen fik vi at vide at hun var hjernedød og vi skulle slukke for respiratoren. Nej, hvor var det hårdt og svært. Men også det rigtige for der var ikke mere at gøre for hende. Hun sov stille ind.

I tirsdag blev hun bisat ved den smukkeste højtidlighed. Der blev læst et digt op hun havde skrevet: "If I was an Angel". Det er hun bestemt blevet. En smuk en af slagsen.

Nu skal jeg så til at finde ud af at leve mit liv uden hende. Det ved jeg ikke helt, hvordan skal gå. Selvfølgelig ved jeg at livet skal nok gå videre. Men savnet gnaver og gør ondt.

NU MÅ DET VÆRE NOK TAK

Jeg kan ikke rumme mere sygdom. Det sidste halve år har været det ene efter det andet. Udover alle de normale forkølelser og influenzaer har jeg oplevet følgende:

Min dejlige mor har fået en hjerteoperation, der heldigvis gik rigtig godt. Så kunne hun ikke få sine kræfter igen, men var bare træt, træt, træt. Nå det var så en stofskiftesygdom, der var kommet forbi. Godt der findes gode piller for det.

En nær veninde gennem 25 år har fået brystkræft. Hun har fået fjernet et bryst og alle lymfeknuder under den ene arm. De mener, de har fjernet al kræften. Det skønne menneske kan så se frem til et langt halvår med kemo og stråler. Vi har indgået en pagt i vores lille gruppe på 4 veninder: hvis hun taber håret under kemoen, holder vi et sympati"skalde-party", hvor vi barbere os skaldede alle 4.

For en uge siden fik min elskede lillesøster (47 år) en hjerneblødning. Hvorefter hun er blevet opereret i hovedet. Hun ligger på intensiv og er lige nu lam i højre side. Kan ikke tale overhovedet. Har ingen mimik i ansigtet overhovedet. Hendes tilstand svinger nærmest fra time til time. Vores håb, frygt og tårer svinger med.

I morgen skal min onkel begraves. Ham der repræsentere min barndoms sommer. Han er nu død af kræft.

Jeg synes, vi har opfyldt vores kvote. Vi har fået nok nu og vil gerne have hverdagen igen - tak.